Bevilling
Bevillinger efterår 2022
Advancing point-of-care documentation in clinical nursing: A combined research- and implementation study
Større forskningsprojekt 2023 - 2026
Modtager: Gitte Bunkenborg, Sjællands Universitetshospital, Region Sjælland
Bevilget beløb: 1.276.833 kr
-
Sygeplejedokumentation er et lovkrav og bidrager til kvalitet og sikkerhed af patienternes pleje og behandling. Med opførelsen af det nye Sjællands Universitetshospital bliver alle patientstuer enestuer, og planen er, at personalets tid skal bruges hos patienterne. Sygeplejefaglig dokumentation skal tættere på patienterne for øget patientinddragelse og patientsikkerhed. Derfor indrettes patient-stuerne med en PC-arbejdsplads og tilhørende storskærm. Storskærmen på patientstuen kan bruges til at vise prøvesvar, røntgenfotos eller til at kigge i og dokumentere i journalen sammen med patienten. De ekstra arbejdspladser, der etableres på alle patientstuer, erstatter PC-arbejdspladser på afdelingens kontorer. I stedet henstilles til obligatorisk patientnær og tidstro dokumentation på patientstuerne. Patientnær dokumentation betyder, at sygeplejersker, læger og andet sundhedsfagligt personale skal dokumentere, mens de er sammen med patienten og i direkte relation til den pleje/behandling, de udfører. Der er begrænset viden om betydningen af at flytte sygeplejefaglig dokumentation fra fælles kontorer til patientstuen. Hvad betyder det for patientsikkerheden, kvaliteten af sygeplejen og for patient-sygeplejerske relationen? Dette projekt vil bidrage med ny viden om betydningen for implementeringen af en ny dokumentationspraksis, som vil være obligatorisk i forbindelse med flytning til nyt hospital og etablering af enestuer.
Betydningen af motiverende samtaler for stillesiddende adfærd hos patienter med svær KOL
Større forskningsprojekt 2023 - 2026
Modtager: Dorthe Gaby Bove, Professionshøjskolen Absalon
Bevilget beløb: 1.410.000 kr
-
Patienter med svær KOL er kendetegnet ved at få åndenød ved mindste aktivitet, hvorfor de ofte får en meget inaktiv livsstil. Uanset sværhedsgrad af KOL har forskning entydigt vist, at patienterne har gavn af fysisk aktivitet, og at fysisk aktivitet kan lindre både fysiske og psykiske symptomer, øge livskvaliteten samt styrke evnen til at håndtere hverdagslivet med en kronisk livstruende sygdom. Desværre viser forskningen også, at patienter med KOL har en lav deltagelsesgrad i alle former for genoptræning. Patienter med KOL fylder meget alle steder i sundhedsvæsenet, og tiltag, der kan medvirke til at forebygge sygdomsforværring og tab af funktionsniveau, vil derfor være relevante for både patienter, pårørende og sundhedsvæsenet. Hypotesen er at ved at motivere patienterne til at reducere inaktivitet i deres hverdagsliv, vil de automatisk blive mere fysisk aktive og derfor opnå de positive effekter, der er ved øget fysisk aktivitet. Indsatsen er motiverende samtaler udført af sygeplejersker ansat i lungemedicinen. Sygeplejerskerne kompetenceudvikles som en del af projektet, og samtalerne bygger på en personcenteret tilgang og skal hjælpe patienten til at iværksætte individuelle meningsfyldte aktiviteter i deres hverdagsliv. Det primære formål er at undersøge, om tre motiverende samtaler kan reducere stillesiddende adfærd hos patienter med svær KOL og fastholde en eventuelt effekt over tid. Projektet er designet som et ph.d.-projekt i perioden 2023-2026.
Patienter med søvnapnø, udvikler og implementerer patientuddannelse – et mixed methods feasibility studie
Større forskningsprojekt 2023 - 2025
Modtager: Thora Grothe Thomsen, Sjællands Universitetshospital, Region Sjælland
Bevilget beløb: 1.386.114 kr
-
Personer med søvnapnø kan stoppe vejrtrækningen op til flere hundrede gange i løbet af en enkelt nat. En almindelig årsag er, at tungen falder bagud i halsen og lukker til, imens man sover, hvilket kaldes obstruktiv søvnapnø. Obstruktiv søvnapnø forventes at påvirke 1 milliard mennesker på verdensplan og omkring 300.000 danskere anslås at lide af søvnapnø, men kun 90.000 er diagnosticeret og i behandling. Ud af de personer, der er i behandling for søvnapnø fastholder kun ca. 50 % behandlingen i mere end 1 år. Dette er problematisk, da forskning viser, at ubehandlet søvnapnø er forbundet med alvorlige komplikationer såsom Type 2 diabetes, depression og hjerte-kar-sygdomme. På grund af den udtalte træthed, der følger med sygdommen, er søvnapnø også forbundet med social isolation og kan derfor have store konsekvenser for familie- og arbejdsliv. En naturlig konsekvens er forringet livskvalitet. Årsagerne til frafald i behandling kan relateres til, at behandlingen kræver en væsentlig adfærdsændring præget af motivation og viden om sygdommen og dets konsekvenser. Aktuelt tilbydes patienterne ingen ydelser, der direkte understøtter deres vedvarende motivations- og videns behov. Derfor sigter dette studie på at udvikle, implementere og evaluere en form for patientuddannelse, som gennem dialog og samarbejde gør patienter med søvnapnø i stand til at indgå som ligeværdige og aktive partnere i egen pleje og behandling.
Sammenhæng mellem sygeplejerskers arbejdsmiljø og patientsikkerhed på tværs af somatik og psykiatri i det Regionale Sundhedsvæsen
Større forskningsprojekt 2023 - 2026
Modtager: Lene Lauge Berring, Psykiatrien Region Sjælland
Bevilget beløb: 1.878.500 kr
-
At beskytte mennesker mod skader og utilsigtede hændelser, der kunne være undgået, er essentielt i et velfungerende sundhedsvæsen. Alligevel er patientsikkerhed et højaktuelt område, som til stadighed er udfordret, og der er behov for forskning, der undersøger, hvad der skal til for at højne patientsikkerheden. Et af de områder, hvor der mangler systematisk viden, og som er oplagt at undersøge, er sammenhængen mellem personalets psykosociale arbejdsmiljø og patientsikkerhed. Der er nogle undersøgelser inden for somatikken, hvor der er fundet en sandsynlig sammenhæng mellem personalets trivsel og patientsikkerhed, men der er meget lidt viden fra psykiatrien. Det er et problem, da det psykiatriske område har særlige udfordringer, men også fordi mange patienter med alvorlige psykiske lidelser behandles i somatikken og vice versa. Ph.d.-projektet sætter fokus på sammenhængen mellem sygeplejerskers arbejdsmiljø og patientsikkerhed i det Regionale Sundhedsvæsen, og formålet er at forbedre patientsikkerhed og arbejdsmiljø på tværs af somatik og psykiatri. At det er sygeplejerskers som faggruppe, der er i fokus, skyldes til dels, at de er den største gruppe af sundhedsprofessionelle og dels, at der er meget stort og akut behov for viden, der kan medvirke til, at sygeplejersker trives og forbliver i sundhedsvæsenet.
E-konsultation for voksne med diabetes
Modningsprojekt 2023
Modtager: Vibeke Østergaard Steenfeldt, Professionshøjskolen Absalon
Bevilget beløb: 240.025 kr
-
Udfordring: I Region Sjælland er andelen af voksne med diabetes høj og fortsat stigende. Patienter med diabetes har ofte deres gang på hospitalet til fx ambulante konsultationer. Det indebærer afbræk i patientens dagligdag. Patienterne (eller ledsagere) bruger derved en del tid på det, der følger af at have en kronisk sygdom – en tid der går fra andet som fx arbejde, hvis man er erhvervsaktiv. Løsning: I diabetesambulatoriet i Nykøbing Falster har patienter siden 2021 haft mulighed for at få e-konsultationer på video. De umiddelbare erfaringer herfra viser, at denne mulighed er et attraktivt alternativ til det traditionelle fremmøde på sygehuset, men også at indførelsen af en ny praksis ikke er så lige til. Der er dog endnu ikke nogen egentlig systematisk afdækning af disse erfaringer. Vision: Det er projektets vision at udvikle viden om betydningen af e-konsultationer til brug i den videre udbredelse af tilbuddet på regionens øvrige diabetesambulatorier. Derved bidrager projektet til, at patienter med diabetes i Region Sjælland kan opleve større fleksibilitet, hvor aftaler på ambulatoriet kan indpasses i patientens (eller pårørendes) hverdag. Derfor er det ambitionen, at e-konsultationer er en velfungerende mulighed for alle de patienter med diabetes, der har brug for en sådan fleksibilitet. Det er samtidig ambitionen at medvirke til, at sygeplejersker og andet sundhedsfagligt personale er godt klædt på til at tilrettelægge og afvikle e-konsultationer.
Bevillinger forår 2023
Oversigt over bevillinger forventes at være tilgængelig september 2023.